En 37-årig mand fremstilles i dag kl. 11.30 i grundlovsforhør ved Retten i Aarhus, anklaget for forsøg på manddrab og anvendelse af eksplosivstoffer under særligt skærpende omstændigheder. Ifølge sigtelsen knuste han en rude ind til et privat hjem i Vorre ved Skødstrup og bragte en sprængladning til sprængning, mens en familie var til stede i huset. Heldigvis kom ingen af familiemedlemmerne noget til, men der skete større materiel skade.
Østjyllands Politi vurderer, at gerningsmændene var klar over risikoen for beboernes liv, og formoder, at episoden skyldes en uoverensstemmelse i det kriminelle miljø. Den 37-årige blev anholdt mandag kl. 13.06 af civilklædte betjente i et lyskryds på Paludan-Müllers Vej i Aarhus. Der formodes at være flere gerningsmænd på fri fod.
Anklagemyndigheden ved Østjyllands Politi har anmodet om lukkede døre ved grundlovsforhøret, og politiet ønsker ikke at oplyse yderligere om sagen eller de efterforskningsskridt, der er foretaget.