BEMÆRK: Ansøgningsfristen er overskredet
Brænder du for at arbejde med mennesker i en omsorgsrolle? Og er du nysgerrig på hvad socialområdet kan tilbyde? Søger du samtidigt et fleksibelt arbejde, hvor du får erfaring med at arbejde med voksne med særlige behov i et spændende bofællesskab med fokus på arbejdsglæden, så er det måske dig vi står og mangler som holdspiller i Bofællesskabet Skødstrup, Hus 4.
Du bliver ansat til arbejde fast fra kl. 7 til 15 hver anden weekend, men der vil også være mulighed for at tage ekstra vagter på andre hverdage eller weekender i løbet af året.
Om os:
Skødstrup Hus 4 er et lille hus med plads til i alt 11 beboere.
Vi er beliggende i naturskønne omgivelser, som vi gerne benytter os af i hverdagen, og er kun 5 minutter fra letbanen og bus. Beboerne i Hus 4 har et varierende funktionsniveau, men har alle udviklingshæmning, nogle med psykiatriske overbygninger. Vi er et helhedstilbud og har derfor vores eget interne aktivitetscenter. Det betyder, at borgerne er i huset hele døgnet.
Om jobbet:
Din vigtigste opgave som medarbejder i hus 4 er at understøtte borgernes behov og skabe sammenhæng og struktur for borgerne i deres hverdag.
Det betyder at du skal
- yde individuel støtte, pleje og omsorg til borgerne
- understøtte borgernes sociale relationer
- Udføre praktiske opgaver, som oprydning, rengøring, madlavning
- dokumentere fagligt og sagligt med afsæt i vores dokumentationsinstruks
Alle beboere er mobile og skal have hjælp og/eller guidning til at varetage egenomsorg, herunder personlig hygiejne samt almindelige daglige færdigheder som påklædning, spisning og toiletbesøg.
Der kan være tidspunkter, hvor der er behov for skærmning, og beboerne kan have en udadreagerende og udfordrende kommunikation, hvis de oplever kontroltab. Derfor arbejder vi konfliktnedtrappende og med fokus på at forebygge nedsmeltninger. Vi har fokus på at skabe et godt og trygt arbejdsmiljø for alle medarbejdere, og hvis der opstår kritiske situationer har vi redskaberne til at håndtere dem og hjælpe både borgerne og kollegerne godt videre.
Vores støtte tager udgangspunkt i det gode liv og en anerkendende tilgang, med stort fokus på at skabe struktur og tryghed, så beboerne har en meningsfuld hverdag.
Vi bestræber os altid på at skabe så hjemlige forhold som muligt for borgerne.
Din profil:
Måske er du ufaglært eller har erfaring fra en anden branche? Måske har du arbejdet med mennesker i en omsorgsrolle før eller du er studerende og vil have erfaring fra praksis i dit studiejob. Uanset baggrund er du velkommen til at søge hvis du kan genkende dig selv i følgende beskrivelse:
- du har en rolig udstråling
- du er god til at rumme andre- også når de har svært ved at rumme sig selv
- du er psykisk og fysisk robust
- du er stærk i det daglige samarbejde med dine kolleger og søger indsigt og feedback på dit arbejde
- du kan dokumentere det du oplever i borgerens hverdag ud fra fastlagte retningslinjer
- du er motiveret for arbejde i et døgntilbud
Det er nødvendigt for at kunne løse opgaverne i jobbet, at du kan tale og forstå dansk - og kan dokumentere skriftligt på dansk.
Derfor skal du vælge os:
Vi tilbyder et job hvor:
- du får grundig oplæring og personlige og faglige udfordringer
- din indsats gør en forskel for andre hver gang du er på arbejde
- du bliver en del af en personalegruppe med engagement, god energi og hvor der er plads til smil, grin og sjov - også sammen med beboerne.
- du får konkret og praktisk erfaring med pædagogisk arbejde
- du får mulighed for selv at være med til at tilrettelægge hvordan din arbejdstid skal fordeles efter aftale med din leder. Dog forventer vi at have brug for en del fastlagte afløsningstimer i løbet af sommerferien
Løn og ansættelsesvilkår:
Løn og ansættelsesvilkår vil være i henhold til gældende overenskomst. Endelig lønfastsættelse sker efter forhandling med den forhandlingsberettigede faglige organisation på baggrund af kvalifikationer.
Du bliver ansat til arbejde fast fra kl. 7 til 15 hver anden weekend, men der vil også være mulighed for at tage ekstra vagter på andre hverdage eller weekender i løbet af året.
Stillingen er til enhver tid betinget af en tilfredsstillende offentlig straffeattest.
Hvis du vil vide mere:
Yderligere oplysninger om stillingen kan fås ved henvendelse til afdelingsleder Camilla Bendix Møller
Ansøgning
I din ansøgning vil vi gerne have at du beskriver dig selv og din personlighed samt hvad du finder særligt interessant ved jobbet. Vi vil også gerne vide hvordan du tænker, din hidtidige erhvervserfaring og/eller uddannelse kan bruges i dette job.
Klik på ”Ansøg” nedenfor for at udfylde og sende din ansøgning. Alle felter med * skal udfyldes. Først når du har modtaget en kvittering pr. e-mail, har vi modtaget din ansøgning.
Ansøgningsfrist: 11-09-2024
Vi afholder løbende samtaler, så vent ikke for længe med at sende din ansøgning.
Om os
Bofællesskabet Skødstrup er en del af Center for Bosteder til Voksne, som rummer specialiserede tilbud til voksne med udviklingshæmning. Vi er organiseret i driftsområdet Voksne, Job og Handicap i Magistratsafdelingen for Sociale forhold og Beskæftigelse i Aarhus kommune. Vi tilbyder døgntilbud, dagtilbud og aflastningspladser til voksne borgere med udviklingshæmning. Vi arbejder ud fra en grundlæggende anerkendende tilgang med fokus på borgerens ressourcer og potentiale. På tværs af Voksne, Job og Handicap støtter vi borgerne i at mestre livet med udgangspunkt i egne drømme og ønsker og vægter, at alle i Voksne, Job og Handicap arbejder i samme retning.
Vi arbejder ambitiøst med faglig og organisatorisk udvikling i tråd med driftsområdets faglige strategi, Fælles Fagligt Fundament, som du kan se i linket her. Vi har hele tiden blik for, hvordan vi kan forbedre vores indsats både i forhold til borgerne, de pårørende og de understøttende funktioner.
Du bliver en del af et center med et stort fokus på arbejdsmiljø, og hvor vi vægter godt samarbejde som forudsætning for den bedste løsning af kerneopgaven.
Om Aarhus Kommune
Aarhus Kommune er Jyllands største arbejdsplads, hvor 28.000 professionelle og passionerede kollegaer hver dag arbejder for at gøre visioner til virkelighed og skabe værdi for borgere og samfundet omkring os. Vi er en arbejdsplads, der vægter faglighed og samarbejde højt og vi tror på, at vores forskelligheder er med til at gøre Aarhus for en god by for alle.
Sammen arbejder vi for en bæredygtig og inkluderende by, hvor både ansatte, borgere, virksomheder og naturen kan trives og blomstre. Vi har ambitioner for byen – og for dig. Kom og vær med!
11-09-2024
INFORMATIONER OM STILLINGEN:
- Arbejdspladsen ligger i:
Aarhus Kommune
-Virksomheden tilbyder:
Fastansættelse: deltid (4-8 timer ugentligt)
-Arbejdsgiver:
Aarhus Kommune, Tronkærgårdsvej 106, 8541 Skødstrup
-Ansøgning:
Ansøgningsfrist: 11-09-2024; - ansøgningsfristen er overskredet
Se mere her: https://job.jobnet.dk/CV/FindWork/Details/6104475