Aarhus Lystbådehavn opnår fornem certificering

Foto: Aarhus Kommune. Aarhus Ø er inde i en positiv udvikling, hvor flere kommer til, og vi har som kommune et ansvar for, at det er trygt og sikkert at færdes både på havnen og langs vandet, siger rådmanden.
Profilbillede
dato

Halvandet års forberedende arbejde kulminerer, når rådmand for Kultur og Borgerservice Rabih Azad-Ahmad kan annoncere, at Aarhus Lystbådehavn kan kalde sig Sikker Havn. Det markeres officielt med en flagoverrækkelse mandag den 12. juni kl. 14. Markeringen finder sted ved Træskibshavnen på Aarhus Lystbådehavn.

Aarhus Lystbådehavn gør Marselisborg Lystbådehavn selskab og vil i de kommende tre år kunne bryste sig af titlen Sikker Havn.

Certificeringen er resultatet af halvandet års forberedende arbejde og vækker naturligvis glæde hos rådmand Rabih Azad-Ahmad.

"Det er vigtigt, at vi skaber et trygt mødested for alle havnens brugere og gæster, hvor der er tænkt på – og styr på - sikkerheden. Aarhus Ø er inde i en positiv udvikling, hvor flere kommer til, og vi har som kommune et ansvar for, at det er trygt og sikkert at færdes både på havnen og langs vandet," siger rådmanden.

Sikker Havn-certificeringen er sket i et samarbejde mellem Aarhus Kommune, Foreningen af Lystbådehavne i Danmark og Trygfonden, hvor ambitionen er at højne sikkerheden i de danske lystbådehavne.

Det vigtige fokus understreges af, at tal fra Trygfonden viser, at godt hver femte drukneulykke i Danmark kan relateres til menneskers færden på havne.

At en lystbådehavn er certificeret, betyder blandt andet, at havnen har tilstrækkeligt rednings- og sikkerhedsudstyr til at kunne yde en hurtig indsats, hvis uheld sker, at der er information om udstyret til havnens gæster, og at der er styr på, hvordan udstyret bruges og vedligeholdes.

Aarhus Kommune forpligter sig til ugentligt at gennemgå og vedligeholde udstyret, der eksempelvis består af redningskranse, stiger, afmærkninger på området, bådshager og brandslukkere.

Rabih Azad-Ahmad er glad for, at man nu kan føje Aarhus Lystbådehavn til listen over byens certificerede havne.

"Det er en udvikling, vi selvfølgelig gerne vil støtte, og derfor har vi lavet denne investering i sikkerheden," siger han.

Certificeringen som Sikker Havn gælder i tre år, hvorefter havnen skal re-certificeres.

Kilde: Aarhus Kommune
Denne artikel er udarbejdet af 3. part. Indholdet er hverken sponsoreret eller betalt. De holdninger, der måtte fremgå, repræsenterer ikke redaktionen.