Natten til torsdag kl. 01.16 opdagede en politipatrulje en stjålet bil på Djurslandsmotorvejen omkring Skødstrup. Da bilisten ignorerede politiets anvisninger om at standse, forsøgte patruljen at eftersætte køretøjet, som fortsatte med høj fart fra motorvejen ind i Skødstrup by.
Desværre mistede politiet bilen af syne i Skødstrup by, men den blev senere fundet forulykket på Hjelmagervej. Der var ingen personer til stede ved bilen, men en politihund gik på sporet og fandt en 20-årig mand og en 19-årig kvinde i nærheden af ulykkesstedet. Begge blev anholdt.
Den 20-årige mand, som havde været fører af bilen, blev sigtet for en række færdselsforseelser, herunder ikke at efterkomme politiets anvisninger og kørsel uden førerret. Både manden og kvinden blev sigtet for tyveri af bilen.