Skødstrup er i nat nævnt i døgnrapporten fra Østjyllands Politi. Her er døgnrapporten i sin fulde længde:
Grundlovsforhør i Retten i Randers kl. 9.00
Østjyllands Politi fremstiller tirsdag kl. 9.00 en 31-årig kvinde i grundlovsforhør i Retten i Randers. Hun sigtes for hvidvask ved forud for den 23. august at have overført et større beløb til en bitcoin-wallet for at sløre pengenes oprindelse.
Anklagemyndigheden anmoder om lukkede døre ved grundlovsforhøret, og Østjyllands Politi ønsker derfor p.t. ikke at oplyse yderligere om sagen.
**
Grundlovsforhør i Retten i Randers kl. 9.45
Østjyllands Politi fremstiller tirsdag kl. 9.45 to mænd på 30 og 32 år fra Randers i grundlovsforhør i Retten i Randers. De sigtes for grov vold ved at have slået en mand adskillige gange med et støvsugerrør på en adresse i Viborg den 1. august.
Den 32-årige sigtes desuden for at have begået fysisk og psykisk vold mod en 24-årig kvinde, som han har haft et forhold til.
Anklagemyndigheden anmoder om lukkede døre, og Østjyllands Politi ønsker derfor p.t. ikke at oplyse yderligere om sagen.
**
Grundlovsforhør i Retten i Aarhus kl. 10.00
Østjyllands Politi fremstiller tirsdag kl. 10.00 en 22-årig mand i grundlovsforhør i Retten i Aarhus. Han sigtes for vidnetrusler ved at have sendt en Messenger-besked med trusler rettet mod en politibetjent og hans familie.Truslerne kom umiddelbart efter, at den 22-årige havde modtaget et anklageskrift i en sag, hvor betjentens navn fremgik.
Betjenten modtog truslerne mandag middag via en falsk Facebook-profil, og efterforskningen førte mandag aften til anholdelsen af den 22-årige på en adresse i Aarhus C.
**
Påvirket mand forsøgte at vælte cyklister
En patrulje kørte tidligt tirsdag morgen kl. 4.57 til Vesterbrogade i Aarhus C, efter en anmeldelse om, at en mand var særdeles aggressiv og forsøgte at vælte forbipasserende cyklister. Desuden havde manden slået på flere biler og hevet i bildøre.
Da patruljen kom frem, ledte vidner hurtigt betjentene frem til en 31-årig mand, som virkede udfarende og kraftigt påvirket af alkohol eller stoffer.
Han blev anholdt og sigtet for at forstyrre den offentlige orden.
**
To mænd sigtet for indbrud i lejlighed
Mandag kl. 14.07 fik Østjyllands Politi en anmeldelse om, at der havde været indbrud i en lejlighed i et bofællesskab på Havkærparken i Tilst.
En patrulje kørte til adressen og kunne konstatere, at nogen havde brudt et vindue op, og beboeren forklarede, at der var stjålet nogle cigaretter og nogle enkelte smykker.
Mens betjentene var på stedet, henvendte en mand, der bor i nærheden, sig til dem og forklarede, at han havde set, hvem der havde gjort det.
Kort efter kunne politiet derfor anholde to mænd på 29 og 31 år, som også bor i bofællesskabet. De erkendte, at de havde stjålet cigaretterne og smykkerne, og de blev begge sigtet for indbrud.
**
Vaks vagt fandt stjålet jakke – to sigtet
Personalet i en tøjbutik på Store Torv i Aarhus fattede mandag omkring kl. 18.00 mistanke til en kvinde og en mand, som gik ind i et prøverum sammen. Da kvinden og manden gik ud af butikken, gik alarmen dog ikke, og de kunne ikke se, at de havde nogle stjålne varer på sig.Kort efter opdagede en medarbejder, at der manglede en jakke til en værdi af flere tusinde kroner. Personalet tilkaldte en vagt, der hurtigt tog en cykel og kørte rundt i området for at lede efter kvinden og manden.
Han fandt dem på Banegårdspladsen, hvor de stod med en pose, og i posen kunne vagten se den stjålne jakke. Han tilbageholdt parret og tilkaldte politiet, som kort efter kom frem.
Den 31-årig mand nægtede at have stjålet noget, og den 31-årige kvinde forklarede, at hun netop havde købt jakken på DBA. Hun havde dog ikke lyst til at dokumentere den handel på nogen måde, og både hun og hendes ven blev sigtet for tyveri.
I posen lå en bidetang, som politiet formoder er blevet brugt til at klippe alarmen af jakken. Derudover lå der også flere varer, som politiet mistænker kan være stjålet fra andre butikker.
De blev derfor beslaglagt, mens sagen undersøges nærmere.
**
Højttaler beslaglagt i Botanisk Have
Østjyllands Politi fik mandag aften lidt efter kl. 20.00 flere anmeldelser fra beboere omkring Botanisk Have, som var generet af, at nogen spillede høj musik.
En patrulje gik gennem parken til fods, og de kunne tydeligt høre, at musikken kom fra en højttaler i området. De fandt hurtigt frem til højttaleren, og den 21-årige kvinde, som ejede den.
Da der er forbud mod at afspille musik fra en højttaler i Botanisk Have efter kl. 20.00, blev kvinden sigtet efter ordensbekendtgørelsen og hendes højttaler blev midlertidigt beslaglagt.
**
Fandt hash i biler
To gange i løbet af mandag aften fandt politiet hash i biler, som blev standset i rutinekontroller i Aarhus. På Dr. Holsts Vej i Åbyhøj dirigerede en patrulje kl. 22.10 en bil ind til siden, og da det lugtede kraftigt af hash fra bilen, blev den ransaget, og de to mænd i den blev visiteret.
Gemt i den ene dør fandt betjentene nogle poser med hash og skunk, og den 19-årige fører blev sigtet for besiddelse af euforiserende stoffer.
Knap en time senere standsede en patrulje en bil på Åby Ringvej i Brabrand. Også her blev betjentene mødt af en kraftig hashlugt og ved visitationen af den 20-årige fører af bilen, fandt betjentene et par poser med hash i hans lomme. Han blev derfor sigtet for besiddelse af euforiserende stoffer.
**
Færdsel
Mandag kl. 8.51 skete der et færdselsuheld på Funch Thomsens Gade i Aarhus N. En 62-årig kvindelig bilist parkede i siden af vejen og åbnede en bildør lige foran en 27-årig mandlig cyklist, som ramte ind i døren og væltede. Cyklisten kom umiddelbart ikke alvorligt til skade. Bilisten blev sigtet for at have forvoldt fare ved at have åbnet bildøren ud i cyklisten.
Mandag kl. 10.14 skete der et færdselsuheld i krydset Århusvej/Hammelvej i Randers SV. En 48-årig mandlig lastbilchauffør var et kort øjeblik uopmærksom og kørte op bag i en hænger på en lastbil ført af en 53-årig mand. Der skete større materielle skader, og den 48-årige måtte skæres fri for at komme ud. Han kom dog umiddelbart kun lettere til skade.
Mandag kl. 10.50 blev en 28-årig mandlig bilist anholdt og sigtet for narkokørsel, da han blev standset af en patrulje på Lundingsgade i Aarhus C.
Mandag kl. 11.55 skete der et færdselsuheld på Fredensgade i Aarhus C. En 32-årig kvindelig bilist parkerede i en p-bås langs kørebanen og åbnede en bildør lige foran en 36-årig kvindelig cyklist, som ramte døren og væltede. Cyklisten kom umiddelbart ikke alvorligt til skade. Bilisten blev sigtet for at have forvoldt fare ved at have åbnet bildøren ud i cyklisten.
Mandag kl. 14.11 skete der et færdselsuheld i krydset Paderup Boulevard/Merkurvej i Randers SØ. En 19-årig kvindelig bilist kørte op bag i en bil ført af en 25-årig mand, som blev skubbet op i en bil med en 48-årig mand bag rattet. Ingen af parterne kom umiddelbart alvorligt til skade. Den 19-årige blev sigtet for ikke at holde nok afstand til den forankørende.
Mandag kl. 17.04 skete der et færdselsuheld på Østjyske Motorvej ved Tilst. En 27-årig mandlig bilist kørte op bag i en bil ført af en 31-årig kvinde. Ingen af parterne kom umiddelbart til skade. Den 27-årige blev sigtet for ikke at have holdt nok afstand til den forankørende.
Natten til tirsdag kl. 1.38 blev en 30-årig mandlig bilist anholdt og sigtet for narkokørsel, da han blev standset af en patrulje på Hobrovej i Randers NV.
**
Indbrud
Der er det seneste døgn anmeldt seks indbrud i privat beboelse i Østjyllands politikreds.• På Engskovbakken i Skødstrup begået mandag d. 23/8 kl. 12.39
• På Havkærparken i Tilst begået mandag d. 23/8 mellem kl. 12.30 og kl. 12.45
• På Venusvej i Randers SØ begået mandag d. 23/8 kl. 7.30
• På Tuestensvej i Tilst begået mellem torsdag d. 19/8 kl. 8.00 og mandag d. 23/8 kl. 16.45
• På Sadelmagertoften i Højbjerg begået mandag d. 23/8 mellem kl. 8.00 og kl. 18.00
• På Vandværksvej i Torrild ved Odder begået mellem søndag d. 22/8 kl. 23.15 og mandag d. 23/8 kl. 22.45