MØD LISE-LOTTE KJÆR

Lise-Lotte har engageret sig i Skødstrups udvikling i 60 år

Portrætfoto af Lise-Lotte Kjær

Hvad er det bedste ved at bo i Skødstrup - med dine ord?

“Har boet her i 60 år og fulgt udviklingen fra en by med knapt 2000 borgere til nu omkring 10.000. Det har ligget mig meget på sinde at deltage i udviklingen og har i mange år været medlem af først byudviklingsgruppen senere fællesrådet for derigennem at komme med nogle input.”

Hvis du skulle anbefale ét sted i Skødstrup til en ven, hvad skulle det være - og hvorfor?

“Afhængig af vennens alder ville jeg især til ældre anbefale Folkehuset, til yngre er der Midtpunktet vores sportshal og på det seneste er der kommet et padelland. - Vi mangler meget noget for unge, som ikke er sportsinteresserede - meget gerne noget med musik.”

Hvad siger folk typisk er kendetegnende ved dig som person?

“Jeg opleves energisk, siges der. - Er fx deltager i Søndersøudvalget, hvor vi arbejder på at skaffe frivillige til at vedligeholde stedet. Vi har fået stien rundt om søen renoveret ved Aarhus Kommune og håber på vi kan finde fondsmidler til at opføre et madpakkehus, så området bliver endnu mere attraktivt.”

Hvad gør dig altid i godt humør i hverdagen?

“Min hund og min have. - Har fra byens start været med i sommermarked, julemarked i Skrald Skov osv. - vi havde nogle gode iværksættere i 1970-80-erne ikke mindst Carlsen familien, entreprenør Hjortshøj og de handlende i byen - der var liv i byen, som forhåbentlig kan genoplives, når de nye boligområder i Løgten Midtby er klar, men det kræver nogle engagerer sig.”

Hvem i Skødstrup vil du gerne sige tak til - og for hvad?

“Er 88 og desværre er mange af de venner, jeg har haft gennem tiden, nu bortgået, men jeg har haft god fornøjelse af at deltage som frivillig på Folkehuset i omkring 20 år - nu med frembringelse af vores lille Rosenblad, som mange sætter pris på. Jeg ønsker at mange flere melder sig som frivillige og oplever, at det er både sjovt og givende også for en selv.”