Onsdag morgen kl. 08.28 modtog Østjyllands Politi en anmeldelse om et uheld på Djurslandsmotorvejen omkring Skødstrup. To biler var involveret i sammenstødet, der resulterede i længerevarende kø på motorvejen.
En 39-årig mandlig bilist, der kørte i sydgående retning, mistede kontrollen over sin bil i høj fart. Bilen ramte autoværnet og røg derefter over på nordgående spor, hvor den kolliderede med en bil ført af en 55-årig kvinde.
Begge bilister blev kørt til skadestuen, men ingen af dem var umiddelbart kommet alvorligt til skade. Uheldet skabte dog betydelige trafikproblemer i området.