Døgnrapporten i Skødstrup: tirsdag den 14. september

Profilbillede
dato

Skødstrup er i nat nævnt i døgnrapporten fra Østjyllands Politi. Her er døgnrapporten i sin fulde længde:

Grundlovsforhør i Retten i Aarhus kl. 11.00

Østjyllands Politi fremstiller tirsdag kl. 11.00 i Retten i Aarhus en 38-årig kvinde fra Moldova, der sigtes for dokumentfalsk ved over for Styrelsen for International Rekruttering og Integration at have fremvist et falsk rumænsk ID-kort samt et falsk rumænsk kørekort til at søge europæisk opholdstilladelse. 

**

 

Fandt stjålet cykel på nettet 

En 21-årig mand fra Aarhus opdagede mandag, at hans cykel, der var blevet stjålet tre uger forinden, nu var til salg på Facebook. 

Den 21-årige skrev til sælgeren og foregav at være interesseret i at købe den, og kontaktede derefter politiet for at høre, om de havde mulighed for at være med, når han mødtes med sælgeren. 

Omkring kl. 17.20 mødte den 21-årige op på en aftalt adresse, og da en 31-årig mand kom trækkende med cyklen for at sælge den, trådte to betjente frem og anholdt ham. 

Den 31-årige forklarede, at han havde købt cyklen af en anden mand. Da det umiddelbart ikke kun bevises, at han havde stjålet cyklen, blev han sigtet for hæleri. 

Hans lejlighed blev ransaget, men der blev ikke fundet noget af interesse for politiet. 

**

 

Vagter indhentede butikstyv

En medarbejder i en tøjbutik i Bruuns Galleri i Aarhus opdagede mandag kl. 14.45, at en mand var gået ind i et prøverum med flere stykker tøj, og da han gik ud igen, lå der en alarm fra tøjet på gulvet i rummet. 

Manden var nu på vej ud af butikken med en trøje og en t-shirt i hånden, og medarbejderen fulgte efter og tilkaldte nogle vagter i centret. 

Butikstyven løb ud på vejen og op ad en sti langs Jægergårdsgade, men til sidst blev han indhentet af vagterne, der tilbageholdt ham, og politiet blev tilkaldt. 

Da betjentene kom frem, blev den 25-årige tilbageholdte mand anholdt og sigtet for tyveri. 

**

 

Tre mænd sigtet for butikstyveri

En medarbejder i Bilka i Tilst så mandag kl. 17.21 tre mænd, der gik gennem Scan-Selv-området med flere varer, som de ikke scannede. 

Medarbejderen tilkaldte en vagt, og mændene blev tilbageholdt, da de var på vej ud af butikken uden at betale for varerne. 

Da politiet kom frem, blev de tre mænd på 21, 22 og 23 år sigtet for tyveri. Den 21-årige viste sig at være efterlyst til en anden sag i en anden politikreds, og han blev derfor anholdt. 

Under visitationen af ham fandt betjentene en klump hash, som han blev sigtet for at besidde.


**

 

Mand anholdt for at banke på bilerne ved hospital

En ansat ved Regionshospitalet Randers kontaktede tirsdag morgen kl. 06.00 politiet, fordi en mand løb rundt ved personaleparkeringen og slog på ruderne og skubbede til bilerne. Den 20-årige mand blev kort efter anholdt på stedet og sigtet for at forstyrre den offentlige orden.

**

 

Magnetfisker fangede håndgranat

En 28-årig mand fik natten til tirsdag kl. 02.25 lidt mere på krogen end forventet. Den 28-årige magnetfiskede i Aarhus Å ved Åboulevarden, og fangede her en håndgranat. Politiet og forsvarets ammunitionsryddere kom hurtigt til stedet og fik afhentet og sikret granaten. Det viste sig dog, at den ingen detonator havde.

**

 

Sigtet for fornærmelser mod betjent

En bartender fra en beværtning i Randers kontaktede mandag kl. 20.48 politiet og fortalte, at to unge kvinder havde stjålet nogle stearinlys fra beværtningen samt begået hærværk på stedet. Bartenderen fulgte efter kvinderne, indtil en patrulje kort efter ankom og tog kontakt til dem på Stemannsgade. 

De to kvinder, som begge var 21 år, udviste dog ikke stor interesse i at tale med politiet og forsøgte at gå fra stedet. Da de fik besked på at blive stående, kaldte den ene kvinde betjenten for flere ukvemsord, og blev derfor sigtet for fornærmelig tiltale mod polititjenestemand.

**

 

Færdsel

Mandag kl. 09.34 blev en 26-årig mandlig bilist sigtet for kørsel uden førerret, da han blev standset af en patrulje på Grenåvej i Skødstrup

Mandag kl. 12.20 skete der et færdselsuheld på Ringvejen i Hammel, da en 18-årig kvindelig bilist af ukendte årsager kørte ind i en lygtepæl. Der skete kun mindre materiel skade som følge af uheldet. 

Mandag kl. 14.50 skete der et færdselsuheld på Aarhus Syd Motorvejen ved Hasselager. En 27-årig mandlig bilist kom kørende fra Genvejen og skulle på tilkørslen ved Aarhus Syd Motorvejen i retning mod Aarhus, da bilens styretøj tilsyneladende svigtede, og bilen kørte i rabatten og væltede om på taget. Der skete umiddelbart kun mindre materiel skade. 

Mandag kl. 16.32 skete der et færdselsuheld i krydset Randersvej/Brendstrupgårdsvej i Aarhus N. To biler, ført af en 78-årig mand og en 42-årig kvinde, kørte begge fra Brendstrupgårdsvej og ind på Randersvej i hver sin vognbane, da den 78-årige pludselig trak over i den anden vognbane, hvor han påkørte den 42-årige kvindes bil. Der skete umiddelbart kun mindre materiel skade ved sammenstødet. 

Mandag kl. 18.08 skete der et færdselsuheld i krydset mellem Rydevænget og Paludan-Müllers Vej i Aarhus. En 28-årig kvindelig cyklist blev påkørt af en personbil, som derefter flygtede fra stedet. Ved vidners hjælp fandt en patrulje dog hurtigt frem til bilen, som holdt parkeret på en adresse ikke langt fra ulykkesstedet med synlige skader på bilens højre side. En 21-årig mandlig bilist erkendte at have kørt bilen og blev sigtet for ikke at overholde sin vigepligt og for at være kørt fra stedet.

Mandag kl. 19.35 blev en 20-årig mandlig bilist anholdt og sigtet for narkokørsel, da han blev standset af en patrulje på Bernhard Jensens Boulevard i Aarhus C. 

**

 

Indbrud 

Der er det seneste døgn anmeldt tre indbrud i privat beboelse i Østjyllands politikreds. 

På Hallendrupvej i Hallendrup, Kolind begået mellem søndag den 12/9 kl. 18.00 og mandag den 13/9 kl. 07.30
På Trondhjemvej i Tirstrup, Ebeltoft begået mellem søndag den 12/9 kl. 23.00 og mandag den 13/9 kl. 08.00 
På Tendrup Møllevej i Hornslet begået mellem torsdag den 9/9 kl. 16.00 og mandag den 13/9 kl. 16.00 
 
Denne artikel er skrevet af Michael Juul Sørensen og data er automatisk hentet fra eksterne kilder, herunder Østjyllands Politi.
Kilde: Østjyllands Politi