Skødstrup er i nat nævnt i døgnrapporten fra Østjyllands Politi. Her er døgnrapporten i sin fulde længde:
Grundlovsforhør i Retten i Aarhus kl. 12.00
Østjyllands Politi fremstiller torsdag kl. 12.00 en 49-årig mand i grundlovsforhør i Retten i Aarhus. Han sigtes for kvalificeret vold begået mod en 37-årig mand på Frederiks Allé i Aarhus onsdag kl. 18.45.
Ifølge sigtelsen gik den 49-årige mand til angreb på den 37-årige mands bil med en afspærringslægte på Frederiks Allé onsdag aften kl. 18.45. Mens den 49-årige slog med lægten, brækkede den over. Den 37-årige mand steg ud af bilen, og den 49-årige overfaldt ham her med de to stykker af den brækkede vejafmærkning samt forsøgte at stikke ham i maven med en del af lægten, som var blevet spidst efter at være knækket.
Den 49-årige blev kort efter anholdt. Han sigtes for kvalificeret vold samt hærværk mod den 37-åriges bil og fremstilles i retten med henblik på varetægtsfængsling.
**
Råbte trusler og skældsord efter betjent
Onsdag kl. 18.44 modtog Østjyllands Politi anmeldelse fra en 23-årig kvinde, som var blevet antastet af en 35-årig mand på banegården i Randers. Kvinden fortalte, at manden havde gået rundt og råbt og skreget, taget fat i hende og råbt sjofelheder ind i hovedet på hende samt løbet rundt og slået på alle dørene til taxaerne, så taxaførerne flygtede fra stedet.
En patrulje kørte hurtigt derhen og fandt en mand, der svarede til kvindens beskrivelse, sovende midt på parkeringspladsen. Betjentene fik vækket manden, der ikke blev vurderet til at kunne klare sig selv, og derfor tog de ham med på stationen. Nu vågnede den 35-årige imidlertid op og blev højtråbende og truende og modsatte sig fysisk, og han blev derfor lagt i håndjern.
På vej ind på stationen kom den 35- årige med flere trusler og fornærmelser mod den ene betjent. Dem gentog han på stationen, ligesom han slog ud efter og ramte betjenten. Den 35-årige blev sigtet for overtrædelse af ordensbekendtgørelsen, for trusler mod polititjenestemænd og for vold mod nogen i offentlig tjeneste.
**
Forsøgte at sælge narko via snapchat
Østjyllands Politis specialpatrulje blev onsdag opmærksomme på en snapchat-profil, der reklamerede med salg af narko. En betjent foregav at være interesseret køber og lavede en aftalen med manden bag profilen om at mødes ved en adresse i Randers.
Kl. 20.08 ankom en bil til adressen, hvor betjenten havde aftalt at mødes med sælgeren. Betjenten, som var i civil, tog kontakt til den 22-årige mand og fortalte ham, at det var politiet. Under visitation af den 22-åriges bil, blev der fundet 5 salgsposer med kokain. Den 22-årige blev desuden testet positiv for narko. Han blev anholdt og sigtet for narkokørsel samt besiddelse af narko med henblik på salg.
**
Kørte knallert mod kørselsretningen - havde våben og narko på sig
En patrulje eftersatte onsdag aften kl. 22.55 en 20-årig mand på en knallert, som kørte imod færdselsretningen ad Mølle Stræde i Randers i retning mod Østervold. Den 20-årige fortsatte videre ad Østervold mod færdselsretningen og svingede ind i en baggård bag Slotsgården, hvor han blev pågrebet og anholdt.
På sig havde den 20-årige et knojern, en foldekniv og en mængde narko. Han blev sigtet for at køre på en konstruktivt ændret knallert, for ikke at bruge styrthjelm, besiddelse af narko samt overtrædelse af knivloven og våbenloven. Desuden blev hans knallert konfiskeret.
**
To mænd anholdt efter slagsmål på gaden
Østjyllands Politi fik onsdag kl. 20.04 flere anmeldelser om, at to mænd var i højlydt slagsmål på cykelstien på Søndergade i Aarhus, hvor de rullede rundt, skubbede og slog ud efter hinanden.
En patrulje kom hurtigt til stedet og fik skilt parterne ad. Begge mænd, som var hhv. 21 og 22 år, blev skønnet tydeligt påvirkede og uegnede til afhøring og blev anholdt og sigtet for overtrædelse af ordensbekendtgørelsen
**
Færdsel
Onsdag kl. 07.10 skete der et færdselsuheld i krydset mellem Bals Mark og Kaløvej i Balle ved Skødstrup. En 48-årig kvindelig bilist, som kom kørende ad Bals Mark i sydvestlig retning, kørte ud for ubetinget vigepligt i krydset med Kaløvej og påkørte her en 42-årig kvindelig bilist, som kom kørende ad Kaløvej i sydøstlig retning. De to parter blev tilset af en ambulance på stedet, men ingen kom umiddelbart til skade. Den 48-årige kvinde blev sigtet for overtrædelse af færdselsloven ved ikke at have overholdt sin vigepligt.
Onsdag kl. 16.50 skete der et færdselsuheld i krydset mellem Spanien og Jægergårdsgade i Aarhus, da en 51-årig kvindelig bilist måtte lave en pludselig opbremsning. Bag kvinden kørte en 66-årig mand på motorcykel og herefter en 36-årig mandlig bilist. Ved opbremsningen nåede den 66-årige motorcyklist at standse op, men den 36-årige mand overså opstandsningen og påkørte motorcyklen, så den røg frem i den 51-årige kvindes bil og den 66-årige mand røg over styret og landede på asfalten. Den 66-årige blev tilset på skadestuen, men kom ikke umiddelbart alvorligt til skade.
Onsdag kl. 18.06 skete der et færdselsuheld på Vestergade i Aarhus, da en 26-årig mandlig bilist kørte frem for ubetinget vigepligt i krydset mellem Vestergade og La Cours Gade og blev påkørt af 29-årig mandlig knallertfører. Ingen kom til skade i uheldet.
**
Indbrud
Der er det seneste døgn anmeldt fem indbrud i privat beboelse i Østjyllands politikreds.
- På Klokkerbakken i Aarhus begået mellem søndag den 10/7 kl. 12.00 og onsdag den 13/7 kl. 11.00
- På Hadsundvej i Mejlby begået onsdag den 13/7 mellem kl. 05.30 og kl. 11.20
- På Hørhavevej i Højbjerg begået onsdag den 13/7 mellem kl. 19.25 og kl. 19.55
- På Fasanvej i Odder begået mellem lørdag den 9/7 kl. 12.00 og onsdag den 13/7 kl. 22.15
- På Jens Baggesens Vej i Aarhus begået torsdag den 14/7 kl. 01.52